Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Du kan vælge hvilke cookies, du vil tillade.

Administrer indstillinger

Salgs- og handelsbetingelser

Disse salgs- og handelsbetingelser gælder ved brug af Bownty og ved køb af værdibeviser, som gennemføres direkte gennem Bownty.

Inden du gennemfører et køb, bør du læse både disse generelle handelsbetingelser og de særlige betingelser, der fremgår af den enkelte deal.

Det vigtigste om Bownty og dit køb

Bownty er en dealplatform, der samler og formidler deals fra forskellige samarbejdspartnere og eksterne dealsider.

På Bownty kan du derfor møde to typer deals:

  1. Bownty deals, hvor du køber og betaler for et værdibevis direkte gennem Bownty.
  2. Eksterne deals, hvor Bownty sender dig videre til en ekstern samarbejdspartner eller dealside, hvor købet gennemføres.

Bownty fungerer i begge tilfælde som formidler. Bownty leverer ikke selv den restaurantoplevelse, behandling, overnatning, aktivitet, rejse, vare eller anden ydelse, som dealen omhandler.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at levering af de varer eller tjenesteydelser, som et værdibevis giver adgang til, i enhver henseende alene foretages af den samarbejdspartner, der er angivet på dealen og værdibeviset.

Samarbejdspartneren leverer varen eller tjenesteydelsen i eget navn og for egen regning og er ansvarlig for ydelsens kvalitet, sikkerhed, lovlighed og korrekte gennemførelse.

Når et køb gennemføres direkte hos Bownty, formidler Bownty aftalen, håndterer betalingen og udsteder værdibeviset. Dette ændrer ikke på, at den underliggende vare eller tjenesteydelse leveres af samarbejdspartneren.

Dine rettigheder efter ufravigelig lovgivning påvirkes ikke af disse betingelser.

1. Virksomhedsoplysninger

Bownty drives af:

ApexX ApS
CVR-nr.: 44842505
Lemberggade 15
2300 København S
Danmark

I disse betingelser anvendes "Bownty", "vi", "os" og "vores" om ApexX ApS.

"Samarbejdspartneren" betyder den virksomhed, restaurant, forhandler, arrangør eller øvrige udbyder, som udbyder og leverer den konkrete vare eller tjenesteydelse.

"Ekstern dealside" betyder en anden dealplatform eller forhandler, som Bownty linker videre til.

"Kunden", "du" og "dig" betyder den person, der foretager et køb eller anvender Bownty.

2. Bowntys rolle som dealplatform

Bownty fungerer som en dealaggregator og formidlingsplatform.

Bownty indsamler, præsenterer og formidler tilbud fra forskellige samarbejdspartnere og eksterne dealsider. Nogle deals kan købes direkte gennem Bownty, mens andre deals alene vises på Bownty og skal købes på en ekstern hjemmeside.

Bownty er ikke producent eller leverandør af de varer, oplevelser eller tjenesteydelser, som fremgår af de enkelte deals.

Det vil fremgå af den enkelte deal og købsprocessen, om:

  • købet gennemføres direkte hos Bownty, eller
  • kunden bliver sendt videre til en ekstern samarbejdspartner eller dealside.

3. Deals købt direkte gennem Bownty

Ved køb af en Bownty-deal gennemføres betalingen på Bowntys hjemmeside eller i Bowntys app.

Bownty:

  • formidler aftalen mellem kunden og samarbejdspartneren
  • modtager og håndterer betalingen som led i formidlingen
  • registrerer ordren
  • udsteder eller fremsender værdibeviset
  • håndterer kundeservice vedrørende betaling, ordre og værdibevis
  • afregner med samarbejdspartneren efter den indgåede partneraftale

Betaling af dealprisen til Bownty har frigørende virkning for kunden. Kunden skal derfor ikke betale dealprisen igen til samarbejdspartneren.

Bownty modtager betalingen for værdibeviset på vegne af samarbejdspartneren. Det obligatoriske servicegebyr tilfalder Bownty som betaling for blandt andet administration, betalingshåndtering og teknisk drift.

Den underliggende vare eller tjenesteydelse leveres fortsat udelukkende af samarbejdspartneren i dennes navn og for dennes regning.

Samarbejdspartnerens juridiske navn og relevante kontaktoplysninger fremgår af dealen og præsenteres for kunden, inden købet gennemføres. Oplysningerne fremgår desuden af værdibeviset eller ordrebekræftelsen.

4. Deals købt hos eksterne samarbejdspartnere

Ved nogle deals sender Bownty kunden videre til en ekstern samarbejdspartner eller dealside.

I disse tilfælde:

  • indgås købsaftalen direkte mellem kunden og den eksterne sælger
  • gennemføres betalingen på den eksterne hjemmeside
  • modtager Bownty ikke kundens betaling
  • udsteder Bownty ikke værdibeviset
  • gælder den eksterne sælgers handelsbetingelser
  • skal spørgsmål om betaling, levering, fortrydelse, refundering og reklamation rettes til den eksterne sælger

Bownty kan modtage kommission, når en bruger klikker videre eller gennemfører et køb hos en ekstern samarbejdspartner.

Bownty er ikke part i købsaftalen mellem kunden og den eksterne sælger og er ikke ansvarlig for den eksterne sælgers hjemmeside, betalingsløsning, handelsbetingelser, levering eller behandling af personoplysninger.

Eventuelle oplysninger om priser, rabatter, tilgængelighed og dealbetingelser kan ændre sig hos den eksterne sælger. Kunden skal derfor kontrollere de endelige oplysninger på den eksterne hjemmeside, inden købet gennemføres.

5. Betingelsernes anvendelse

Disse handelsbetingelser gælder for brugen af Bownty og for værdibeviser, der købes direkte gennem Bownty.

Ved køb på en ekstern hjemmeside gælder afsnittene om Bowntys platform og formidlerrolle, mens selve købet er underlagt den eksterne sælgers handelsbetingelser.

Den enkelte Bownty-deal kan have særlige betingelser om eksempelvis:

  • booking og reservation
  • tilgængelige dage og tidspunkter
  • minimumsantal personer
  • aldersgrænser
  • afbestilling
  • udløbsdato
  • begrænset kapacitet
  • obligatoriske tillæg
  • undtagne datoer eller perioder
  • særlige krav fra samarbejdspartneren

Dealens særlige betingelser udgør en del af købsaftalen. Ved modstrid går dealens specifikke betingelser som udgangspunkt forud for disse generelle betingelser, medmindre dette strider mod ufravigelig lovgivning.

Kunden skal være fyldt 18 år for at gennemføre et køb, medmindre købet sker med samtykke fra en forælder eller værge.

6. Oplysninger om deals

Bownty bestræber sig på, at dealbeskrivelser, billeder, priser, besparelser, åbningstider og øvrige oplysninger er korrekte og opdaterede.

Oplysninger om den konkrete vare eller tjenesteydelse leveres helt eller delvist af samarbejdspartneren eller den eksterne dealside.

Bownty kan rette åbenlyse skrivefejl, prisfejl, beregningsfejl og tekniske fejl.

Billeder kan være illustrative. Mindre ændringer i eksempelvis menu, anretning, program, produktudvalg eller lokation kan forekomme, hvis dealens overordnede karakter og værdi ikke ændres væsentligt.

Hvis væsentlige oplysninger om en Bownty-deal viser sig at være forkerte, vil kunden afhængigt af omstændighederne få mulighed for at acceptere ændringen eller få købet tilbagebetalt.

Ved eksterne deals skal kunden kontrollere de endelige oplysninger og betingelser hos den eksterne sælger.

Førpriser og oplyste besparelser er baseret på oplysninger og dokumentation fra den relevante samarbejdspartner. Prisoplysninger vises i overensstemmelse med gældende markedsføringsregler.

7. Aftaleindgåelse ved køb gennem Bownty

Et køb foretages ved at vælge en Bownty-deal, indtaste de nødvendige oplysninger, acceptere handelsbetingelserne og gennemføre betalingen.

Inden betalingen gennemføres, får kunden mulighed for at kontrollere:

  • den valgte deal
  • antal værdibeviser
  • dealens pris
  • servicegebyret
  • den samlede pris
  • kundens oplysninger
  • dealens særlige betingelser

Købsaftalen er først endeligt indgået, når betalingen er godkendt, og Bownty har sendt en ordrebekræftelse.

Hvis betalingen ikke kan registreres, er købet ikke gennemført, og kunden har ikke krav på værdibeviset.

Ordrebekræftelsen, værdibeviset, de relevante handelsbetingelser og dealens særlige betingelser sendes eller stilles til rådighed på en måde, som kunden kan gemme.

Bownty kan annullere et køb ved:

  • åbenlyse pris- eller systemfejl
  • manglende eller afvist betaling
  • fejl i samarbejdspartnerens oplyste kapacitet
  • mistanke om svindel eller misbrug
  • dobbeltbestillinger
  • andre dokumenterbare forhold uden for Bowntys rimelige kontrol, som betyder, at aftalen ikke lovligt kan gennemføres

Hvis Bownty annullerer en betalt ordre, tilbagebetales det beløb, kunden har betalt for den annullerede ordre.

8. Priser og servicegebyr

Alle priser oplyses i danske kroner inklusive moms og øvrige lovpligtige afgifter, i det omfang den pågældende vare eller tjenesteydelse er momspligtig.

Ved køb direkte gennem Bownty opkræves et servicegebyr på 8,75 kr. pr. ordre.

Servicegebyret dækker blandt andet:

  • administration af ordren
  • betalingshåndtering
  • udstedelse og levering af værdibeviset
  • teknisk drift og sikkerhed
  • kundeservice vedrørende ordre og værdibevis

Servicegebyret vises særskilt og tydeligt, inden kunden gennemfører betalingen. Den samlede pris inklusive servicegebyr vises umiddelbart inden den betalingsforpligtende bestilling.

Ved gyldig udnyttelse af fortrydelsesretten tilbagebetales servicegebyret sammen med det øvrige betalte beløb.

Eventuelle obligatoriske tillæg, som skal betales direkte til samarbejdspartneren, skal fremgå af dealens særlige betingelser. Det kan eksempelvis være turistskat, drikkevarer eller andre udtrykkeligt beskrevne tillæg.

9. Betaling

Betaling kan ske med de betalingsmetoder, der vises i checkout, eksempelvis:

  • betalingskort
  • MobilePay
  • Apple Pay
  • Google Pay

Betalingen behandles gennem Bowntys betalingsudbydere. Bownty opbevarer ikke kundens fulde betalingskortoplysninger.

Beløbet hæves, når købet er gennemført, og værdibeviset udstedes eller gøres tilgængeligt for kunden. Det købte værdibevis udgør den digitale leverance fra Bownty.

Betalingen af dealprisen modtages af Bownty på vegne af samarbejdspartneren. Servicegebyret modtages af Bownty for Bowntys egne formidlings- og administrationsydelser.

Ved betaling med virksomhedskort eller betalingskort udstedt uden for EØS kan der blive opkrævet et betalingsgebyr, hvis dette er lovligt. Et eventuelt gebyr vises inden gennemførelsen af betalingen.

Ved mistanke om svindel, misbrug eller uberettiget brug af betalingsmidler kan Bownty suspendere eller annullere ordren, mens forholdet undersøges.

10. Levering af værdibeviset

Værdibeviset leveres digitalt til den e-mailadresse eller Bownty-konto, som kunden har oplyst.

Kunden er ansvarlig for, at de indtastede oplysninger er korrekte. Hvis værdibeviset ikke modtages, skal kunden kontakte [email protected] eller bruge kontaktformularen.

Værdibeviset indeholder normalt:

  • et unikt værdibevis- eller ordrenummer
  • samarbejdspartnerens oplysninger
  • en beskrivelse af den købte vare eller tjenesteydelse
  • gyldighedsperioden
  • regler for booking og indløsning
  • dealens særlige betingelser

Leveringen af værdibeviset er ikke det samme som leveringen eller udførelsen af den underliggende vare eller tjenesteydelse.

11. Indløsning og booking

Værdibeviset skal indløses hos den samarbejdspartner, der fremgår af værdibeviset.

Kunden skal følge de booking- og indløsningsregler, der fremgår af dealen og værdibeviset.

Hvis reservation er påkrævet, er kunden selv ansvarlig for at foretage reservationen i god tid inden værdibevisets udløb.

Samarbejdspartneren kan have afsat en begrænset del af sin kapacitet til kunder med værdibeviser. Det kan derfor forekomme, at samarbejdspartneren har ledige tider til almindelige bookinger, selvom der ikke er ledige tider til indløsning af værdibeviser.

Bownty garanterer ikke en bestemt dato eller et bestemt tidspunkt, medmindre dette udtrykkeligt fremgår af dealen eller ordrebekræftelsen.

Når kunden har foretaget en reservation eller booking, gælder samarbejdspartnerens oplyste vilkår om ændring, afbestilling og udeblivelse.

Ved udeblivelse eller for sen afbestilling kan værdibeviset anses som anvendt, hvis dette fremgik tydeligt af dealens betingelser inden købet.

12. Gyldighed og udløb

Værdibevisets gyldighedsperiode og udløbsdato fremgår af dealen og værdibeviset.

Værdibeviset skal indløses inden udløbsdatoen. Kunden bør booke i god tid, da manglende ledige tider tæt på udløbsdatoen ikke automatisk giver ret til forlængelse eller tilbagebetaling.

Efter udløbsdatoen kan værdibeviset som udgangspunkt ikke anvendes, forlænges eller tilbagebetales. Dette gælder dog kun i det omfang, andet ikke følger af dealens betingelser eller ufravigelig lovgivning.

Hvis samarbejdspartneren ikke har tilbudt en reel mulighed for indløsning inden for gyldighedsperioden, skal kunden kontakte Bownty hurtigst muligt.

Værdibeviset må ikke kopieres, ændres, manipuleres eller anvendes flere gange. Bownty og samarbejdspartneren kan afvise værdibeviset ved begrundet mistanke om svindel, kopiering eller misbrug.

13. Overdragelse af værdibeviset

Et værdibevis kan som udgangspunkt gives videre til en anden person, medmindre det fremgår af dealen, at værdibeviset er personligt.

Den person, der er i besiddelse af værdibevisets kode eller QR-kode, kan som udgangspunkt anvende værdibeviset. Kunden er derfor ansvarlig for at opbevare værdibeviset sikkert.

Bownty er ikke ansvarlig for, at andre anvender et værdibevis, som kunden har delt eller ikke har opbevaret forsvarligt.

Mistede eller allerede indløste værdibeviser erstattes som udgangspunkt ikke, medmindre Bownty kan fastslå, at der er tale om en teknisk fejl eller uberettiget anvendelse, som kunden ikke er ansvarlig for.

Erhvervsmæssigt videresalg af værdibeviser er ikke tilladt uden Bowntys skriftlige samtykke.

14. Fortrydelsesret

Som forbruger har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret ved køb af værdibeviser direkte hos Bownty.

Fortrydelsesfristen løber fra den dag, hvor aftalen om købet indgås.

Ønsker du at benytte fortrydelsesretten, skal du inden fristens udløb give Bownty en tydelig meddelelse om, at du ønsker at fortryde købet. Meddelelsen kan sendes til [email protected] eller via Bowntys kontaktformular.

Du kan anvende standardfortrydelsesformularen nederst i disse betingelser, men det er ikke obligatorisk. Det er ikke tilstrækkeligt alene at undlade at anvende eller indløse værdibeviset.

Ved gyldig og rettidig fortrydelse tilbagebetaler Bownty alle betalinger modtaget i forbindelse med købet, herunder servicegebyret. Tilbagebetalingen sker uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at Bownty har modtaget din meddelelse om fortrydelsen.

Tilbagebetalingen sker som udgangspunkt til det samme betalingsmiddel, som blev anvendt ved købet, medmindre andet udtrykkeligt aftales. Du bliver ikke pålagt gebyrer som følge af tilbagebetalingen.

Undtagelser fra fortrydelsesretten

Fortrydelsesretten gælder ikke i de tilfælde, hvor købet efter gældende lovgivning er undtaget. Det kan blandt andet gælde værdibeviser til:

  • indkvartering til et bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode
  • forplejning til et bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode
  • billetter til arrangementer og events på en bestemt dato
  • fritidsaktiviteter, restaurantbesøg eller oplevelser på en bestemt dato eller i en bestemt periode
  • andre ydelser, som efter lovgivningen er undtaget fra fortrydelsesretten

Hvis et værdibevis ikke er omfattet af fortrydelsesretten, vil dette fremgå tydeligt af den konkrete deal inden købet.

Fortrydelsesretten kan bortfalde, hvis den købte ydelse er blevet fuldt leveret inden fortrydelsesfristens udløb, og kunden på forhånd udtrykkeligt har anmodet om, at leveringen påbegyndes, samt anerkendt, at fortrydelsesretten bortfalder, når ydelsen er fuldt leveret.

Hvis kunden foretager en bindende reservation hos samarbejdspartneren, kan samarbejdspartnerens oplyste afbestillingsvilkår finde anvendelse.

Ved køb hos en ekstern dealside skal en eventuel fortrydelse rettes til den eksterne sælger og behandles efter dennes handelsbetingelser.

15. Returnering

Et digitalt værdibevis skal ikke returneres fysisk.

Ved en gyldig fortrydelse spærrer Bownty værdibeviset, så det ikke længere kan anvendes.

Bownty formidler som udgangspunkt værdibeviser til oplevelser og tjenesteydelser og står ikke selv for fysisk levering.

Hvis en deal omfatter levering af en fysisk vare, vil oplysninger om levering, returadresse, returfragt og reklamation fremgå af dealen, ordrebekræftelsen eller værdibeviset.

Det vil samtidig fremgå, hvilken samarbejdspartner der er ansvarlig for den fysiske levering og returnering.

16. Reklamation

Fejl ved betaling, ordre eller værdibevis

Hvis der opstår tekniske fejl ved betalingen, ordren eller værdibeviset, skal kunden kontakte Bownty på [email protected] eller via kontaktformularen.

Kunden bedes oplyse ordrenummer og beskrive problemet.

Fejl ved den leverede vare eller tjenesteydelse

Reklamationer over kvaliteten, udførelsen eller leveringen af den vare eller tjenesteydelse, som værdibeviset giver adgang til, skal som udgangspunkt rettes til samarbejdspartneren.

Dette gælder eksempelvis klager over:

  • mad, servering eller restaurantbesøg
  • behandlinger
  • hotelophold og værelser
  • aktiviteter og arrangementer
  • fysiske varer
  • manglende eller mangelfuld levering
  • forhold hos samarbejdspartnerens personale eller lokation

For varer gælder købelovens regler om mangler, herunder som udgangspunkt to års reklamationsret.

Kunden skal reklamere inden for rimelig tid efter, at fejlen er opdaget. En reklamation inden for to måneder efter opdagelsen vil normalt være rettidig.

For tjenesteydelser skal kunden reklamere inden for rimelig tid og så hurtigt som muligt, så samarbejdspartneren får mulighed for at undersøge og eventuelt afhjælpe forholdet.

Bownty hjælper gerne med at formidle kontakten til samarbejdspartneren, men overtager ikke derved samarbejdspartnerens ansvar.

Ved køb hos en ekstern dealside skal reklamationen rettes direkte til den eksterne sælger eller den leverende samarbejdspartner.

17. Aflysning eller manglende levering

Hvis en samarbejdspartner aflyser eller meddeler, at en Bownty-deal ikke kan leveres, skal kunden kontakte Bownty. Hvis den manglende levering skyldes samarbejdspartnerens konkurs, rekonstruktion eller permanente ophør, gælder afsnit 18.

Bownty kan efter aftale med kunden tilbyde en ny tid, en tilsvarende løsning eller en forlængelse af værdibevisets gyldighed. Hvis den købte ydelse ikke kan leveres som aftalt, og kunden ikke accepterer en alternativ løsning, tilbagebetales hele det beløb, kunden har betalt for den pågældende ordre, herunder servicegebyret.

Bownty er ikke ansvarlig for kundens indirekte tab eller følgeomkostninger, eksempelvis udgifter til transport, parkering, overnatning, tabt arbejdsfortjeneste eller køb hos tredjemand, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Ved eksterne deals skal kunden kontakte den eksterne sælger.

18. Samarbejdspartnerens konkurs eller ophør

Den vare eller tjenesteydelse, som værdibeviset giver adgang til, leveres af samarbejdspartneren i dennes navn og for dennes regning.

Bownty er derfor, i det videst mulige omfang tilladt efter gældende lovgivning, ikke ansvarlig for tab, der opstår, fordi samarbejdspartneren:

  • går konkurs
  • ophører med at drive virksomhed
  • træder under rekonstruktion
  • lukker den relevante lokation
  • mister nødvendige tilladelser
  • af andre årsager ikke længere kan levere ydelsen

I disse situationer kan kunden blive henvist til at anmelde sit krav over for samarbejdspartneren eller dennes konkursbo.

Bownty vil efter omstændighederne forsøge at hjælpe kunden med information, kontakt til samarbejdspartneren eller en mulig alternativ løsning. En sådan hjælp indebærer ikke, at Bownty overtager samarbejdspartnerens betalings- eller leveringsforpligtelser.

Bownty kan ikke forpligtes til at udbetale erstatning eller godtgørelse for tab som følge af samarbejdspartnerens konkurs, ophør eller manglende levering, medmindre Bownty efter ufravigelig lovgivning selv hæfter for kravet.

Hvis kunden har købt dealen hos en ekstern dealside, skal krav om tilbagebetaling eller erstatning rettes til den eksterne sælger, samarbejdspartneren, kortudstederen eller et eventuelt konkursbo.

Denne bestemmelse begrænser ikke rettigheder, som kunden måtte have efter ufravigelig lovgivning eller gennem sin kortudsteder.

19. Ansvarsbegrænsning

Bownty fraskriver sig i videst muligt omfang ansvaret for de varer og tjenesteydelser, som kunden modtager fra samarbejdspartneren i forbindelse med indløsning af et værdibevis.

Samarbejdspartneren er ansvarlig for, at ydelsen:

  • er lovlig og sikker
  • svarer til dealbeskrivelsen
  • leveres fagligt forsvarligt
  • overholder relevante myndighedskrav
  • leveres inden for de aftalte rammer

Bownty er ikke ansvarlig for fejl, mangler, forsinkelser, personskader, tingsskader eller andre forhold, der skyldes samarbejdspartnerens handlinger eller undladelser, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Reklamations- og erstatningskrav vedrørende den underliggende vare, tjenesteydelse eller indløsning skal derfor som udgangspunkt rettes mod samarbejdspartneren.

Bownty er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, avancetab, tabt arbejdsfortjeneste eller øvrige følgeomkostninger, medmindre tabet skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra Bowntys side, eller andet følger af ufravigelig lovgivning.

Bownty er heller ikke ansvarlig for midlertidig utilgængelighed på hjemmesiden eller i appen som følge af vedligeholdelse, driftsforstyrrelser, cyberangreb eller forhold hos eksterne leverandører.

Ingen bestemmelse i disse handelsbetingelser begrænser Bowntys ansvar i videre omfang, end gældende lovgivning tillader.

20. Force majeure

Bownty og samarbejdspartneren er ikke ansvarlige for manglende eller forsinket opfyldelse, der skyldes ekstraordinære forhold uden for den pågældende parts rimelige kontrol.

Det kan blandt andet være:

  • naturkatastrofer
  • epidemi eller pandemi
  • krig eller terror
  • myndighedspåbud
  • strejke eller lockout
  • brand eller oversvømmelse
  • omfattende internet- eller driftsnedbrud
  • nedbrud hos betalings- eller hostingudbydere
  • andre tilsvarende ekstraordinære forhold

Hvis ydelsen ikke kan gennemføres, afhænger kundens rettigheder af den konkrete aftale og gældende lovgivning.

21. Misbrug og suspension

Bownty kan suspendere en bruger, blokere et værdibevis eller annullere et køb ved begrundet mistanke om:

  • svindel
  • misbrug af betalingsmidler
  • kopiering eller manipulation af værdibeviser
  • gentagne uberettigede betalingsindsigelser
  • misbrug af rabatkoder eller kampagner
  • automatiserede køb
  • erhvervsmæssigt videresalg
  • anden væsentlig misligholdelse

Bownty kan videregive relevante oplysninger til betalingsudbydere, samarbejdspartnere og myndigheder, når dette er nødvendigt og lovligt.

22. Personoplysninger

Bownty behandler personoplysninger i forbindelse med:

  • køb og betaling
  • levering og indløsning af værdibeviser
  • kundeservice
  • forebyggelse af svindel
  • bogføring og overholdelse af lovgivning

Oplysninger, der er nødvendige for at levere eller administrere den købte ydelse, kan blive videregivet til samarbejdspartneren. Det kan eksempelvis være navn, e-mailadresse, telefonnummer, ordrenummer og oplysninger om den købte deal.

Ved eksterne deals behandler den eksterne hjemmeside kundens oplysninger efter sin egen privatlivspolitik.

Læs mere i Bowntys privatlivspolitik.

23. Immaterielle rettigheder

Bowntys navn, logo, design, tekster, software og øvrige indhold tilhører ApexX ApS eller virksomhedens licensgivere.

Samarbejdspartnernes navne, billeder, logoer og varemærker tilhører de respektive rettighedshavere.

Indhold fra Bownty må ikke kopieres, offentliggøres, bearbejdes eller anvendes kommercielt uden forudgående skriftlig tilladelse.

24. Ændring af handelsbetingelserne

Bownty kan ændre disse handelsbetingelser med virkning for fremtidige køb.

Et gennemført køb er omfattet af den version af handelsbetingelserne, der var gældende på købstidspunktet, medmindre en senere ændring følger af lovgivningen eller er til fordel for kunden.

Den gældende version vil altid være tilgængelig på Bowntys hjemmeside. Datoen for seneste opdatering fremgår nederst på siden.

25. Klager

Hvis du ønsker at klage over Bowntys håndtering af en betaling, ordre eller et værdibevis, skal du først kontakte:

Bownty / ApexX ApS
E-mail: [email protected]
Kontaktformular: bownty.com/dk/help

Hvis klagen vedrører den leverede vare eller tjenesteydelse, skal klagen som udgangspunkt først rettes til den ansvarlige samarbejdspartner.

Bownty hjælper gerne med at formidle kontakten.

Hvis vi ikke kan finde en løsning på en klage over Bownty, kan en forbruger indgive en klage til:

Mæglingsteamet for Forbrugerklager
Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg
naevneneshus.dk

Klagen skal opfylde de til enhver tid gældende betingelser, herunder eventuelle beløbsgrænser.

26. Lovvalg og værneting

Aftaler med Bownty er underlagt dansk ret.

Tvister afgøres ved de danske domstole efter de almindelige regler om værneting for forbrugere.

Hvis kunden har bopæl i et andet EU- eller EØS-land, begrænser denne bestemmelse ikke den beskyttelse, kunden har efter ufravigelige forbrugerregler i sit bopælsland.

Standardfortrydelsesformular

Udfyldes kun, hvis du ønsker at fortryde et køb. Formularen er ikke obligatorisk.

Til:

ApexX ApS / Bownty
Lemberggade 15, 2300 København S
[email protected]

Jeg meddeler hermed, at jeg ønsker at fortryde følgende køb:

  • Ordrenummer eller navn på deal:
  • Navn:
  • E-mail anvendt ved købet:
  • Dato:
  • Underskrift:

Underskrift kræves kun, hvis formularen sendes på papir.

Senest opdateret: 17. september 2026

Bliv Bownty medlem gratis

Få deals og inspiration til din næste oplevelse